EN SKØNNE DAG vil jeg nok bekende kulør

Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn
men når man vender tilbage
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl piger revolution
Man må udnytte tiden mens man har den
Ens datter kommer fra skole
går ud for at hinke
kommer ind lidt efter
og spør om man vil passe den lille
mens hun og manden går i teatret
og mens de er i teatret
rykker den lille med noget besvær
op i 3. G.
Man må udnytte tiden mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
med blodrigt sigøjnertørklæde
og som baggrund et yppigt springvand
men næppe er billedet fremkaldt
før hun forkynder at det så småt
er hendes tur til at få folkepension
så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden
men den blir væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for megen tid
på at trække tiden ud
Man må udnytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
og når tiden er inde
ringe hjem og høre
»De har kaldt 95 94 93 92?
Der er ingen abonnent på det nummer.«
Klik.

"Tiden" fra Her i Reservatet af Benny Andersen


_


En dag vil jeg sidde i min gyngestol med en kop te, en strikket trøje og med mange smilerynker - tilfreds med livet. Jeg vil nok ofte blive mindet om mange gode ting fra tiden der gik – og undre mig over hvor den gik hen. Tid er og har altid været indviklet for mig; som barn, da jeg sad på potte, lærte jeg hurtigt, at ”nu” kan være længere tid end ”om to minutter”. Jeg lærte at tiden ikke er helt så håndgribelig som jeg gik og troede.
I dag slås jeg med tiden; hiver og trækker i dens frakke for at få den til at blive i en dejlig stund, eller skubber irriteret bag på dens vogn for at få den til at forsvinde – altid forgæves. Jeg har lært at tiden gør som den vil, men jeg har nu alligevel svært ved at acceptere det, og strider stædigt imod, når den vil stikke af fra mig eller prøver at snige sig ind på mig
”Vi har tolv ure i huset, alligevel slår tiden ikke til” , som Benny Andersen så vidunderligt formulerer det.
Tiden driller mig. Jeg tager den for givet, overser (ser over) den. Jeg gør den til en materialistisk del af min hverdag. Regner ud hvor lang tid jeg bruger på dit, kigger på uret for at se om jeg kan nå dat. Men jeg må ofte konstatere at trods god planlægning slipper tiden let op (som penge), og toget kører lige når jeg er hoppet af rulletrappen.